Eventyr-Almanak udvalgt til Årets Bedste Bogarbejde

Årets Bedste Bogarbejde - Forening for Boghaandværks årlige præmiering af det forgangne års smukkeste udgivelser - har fyldt en del på hylderne på Mediemuseets bibliotek og har i nogle år også været en del af museets udstillingstilbud. Det er derfor en stor ære, at en af vores egne produktioner "Eventyr-Almanak", tilrettelagt i samarbejde med H.C. Andersens Hus/Museum og sat og trykt i de arbejdende værksteder på Mediemuseet, er blevet udvalgt til Årets Bedste Bogarbejde 2019.

Erfarne frivillige bag bogen
"Eventyr-Almanak" samler 12 af Andersens eventyr, der har naturen i centrum, i en udgivelse med tilhørende evighedskalender. Den cykliske tidsopfattelse, der er indlejret i almanakken som genre, spejles også i eventyrernes omdrejningspunkt i naturens gang og den evige vekslen mellem liv og død, mellem vækst og forgængelighed. Almanakkens og eventyrenes holistiske perspektiv understreges desuden af bogens tilblivelsesproces, der strakte sig over et år, hvor Mediemuseets frivillige arbejdede med at producere bogen på bedste bogtrykmanér.

Få dit eget eksemplar
"Eventyr-Almanak" er tilrettelagt og redigeret af Lise Kapper, museumsinspektør ved Mediemuseet og Henrik Lübker, museumsinspektør ved H.C. Andersens Hus og Barndomshjem og indeholder udover de 12 eventyr også et efterord af Henrik Lübker. Almanakken er udgivet i både en dansk og engelsk udgave, oversat af John Irons, og kan erhverves for 148 kr. i H.C. Andersen Museum (Claus Bergs Gade 11, 5000 Odense C) og H.C. Andersens Barndomshjem (Munkemøllestræde 3-5, 5000 Odense C).

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer