Godt Nytår - og velkommen til Odense Bys Museer i 2019

På de første dage i det nye år er der travlhed på Odense Bys Museer. Vi er i fuld gang med udarbejdelsen af et flot formidlings- og udstillingsprogram til glæde for de mange gæster fra nær og fjern - og så fylder både forskning, flytning og flere byggeprojekter naturligvis meget.

Flytning, restaurering og nybyggeri
Byggeriet af det nye H.C. Andersens Hus er nu i gang, hvilket man ved selvsyn kan opleve ved et kig gennem hegnet ved den tidligere Thomas B. Thriges Gade og bag H.C. Andersens fødehjem. Mediemuseet på Brandts er lukket, og den mediehistoriske formidling flytter efter byrådets beslutning til Møntergården. Det er en stor opgave, som vil strække sig over en god del af 2019. I Nr. Lyndelse genåbner Carl Nielsens Barndomshjem den 30. april efter en omfattende restaurering og indretning med nye udstillinger.

Gravearbejde ude og hjemme
Arkæologerne er i fuld gang med at undersøge området forud for anlæggelsen af det tredje motorvejsspor på Vestfyn, og andre graver intensivt i attraktionernes DNA for at udarbejde en brandingstrategi for Den Fynske Landsby og H.C. Andersens Odense. Og jeg kunne fortsætte, men lad mig slutte med lidt reklame for Museumklubben.

Meget mere museum
Med et medlemskab af Museumsklubben får du gratis adgang til alle vores skønne museer sammen med en ledsager. Desuden kan du deltage i et væld af arrangementer og foredrag. Museets årbog, som du får gratis, bugner af interessante artikler fra museernes arbejdsmark. Kender du allerede Museumsklubben, så fortæl gerne om den til venner og bekendte og henvis til vores hjemmeside.

Torben Grøngaard Jeppesen
Museumsdirektør

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer