På eventyr med Fortælleskolen

På eventyr med Fortælleskolen
For 4 år siden kastede to formidlere på Børnekulturhuset Fyrtøjet en bold i luften. Vi ville endnu mere med de børn, vi fik ind ad døren. Fyrtøjets teaterforløb for skoleklasser giver gang på gang oplevelsen af, at den dialogiske og nærværende tilgang til børnekulturformidling kan rokke ved børns kommunikative selvværd og æstetiske forståelse. Kunne vi gøre brug af denne erfaring stadig med udgangspunkt i H.C. Andersens litterære børnesyn og i høj grad i Andersens ånd over for en tilbagevendende børnegruppe? Vi ville gerne se, hvad et tæt samspil mellem Andersens eventyr, formidlere og fortælle-børn kunne blive til. Spændte og forventningsfulde startede vi "Fyrtøjets Fortælleskole".

Otte begivenhedsrige sæsoner med fortælling, latter og selvværdsboost
Nu har vi haft otte begivenhedsrige sæsoner, hvor underviserne Mette Kiilerich og Cecilie Skøtt har fortalt, grinet og rykket grænser sammen med børnene. Hver sæson har haft en afslutning, hvor de begejstrede forældre har fået et kig ind i, hvad deres fortællebørn har lavet om torsdagen gennem 12 uger. Børnene viser både en øvet fortælling men smagsprøver på nogle af de mange fortælleøvelser. Øvelser, der er med til at give dem en læring om, at det både er ufarligt, men også spændende og sjovt at prøve nye ting på scenen.

Synlig værdi og succesoplevelse
Børnenes erfaringer fra fortælleskolen giver efterfølgende mange succesoplevelser. Forældre fortæller om flere håndsoprækninger i timerne, taler for store forsamlinger og oplæsningskonkurrencer. Situationer som børnene har kastet sig ud i med troen på, at deres budskab har værdi, og at folk gerne vil lytte.

Nogle af fortællebørnene har deltaget på Fortælleskolen, siden den begyndte for 4 år siden, og de har udviklet sig helt enormt. Hver sæsonstart går de uden tøven foran og hjælper de nye børn med øvelser, som de selv oplevede som svære. Derfor formes fortælleholdet altid af tillid og kammeratskab. Børnene er meget engagerede i ikke kun deres egne opgaver, men også når de andre fortæller.

Større ambitioner
Fremtidsplanerne og ambitionerne i Fortælleskolen er endnu større. Efter sommerferien vil vi gerne starte flere hold, eksempelvis et hold for de yngre (6-8 år) og samtidig udfordre de største fortællebørn - og dem der tør noget mere. Så hold øje med os! Til sommer byder vi på flere optrædener, workshops og andre aktiviteter, som de erfarne fortællebørn kan kaste sig over - vi fortæller gerne et eventyr for jer.

Tilmelding til Fortælleskolen
Fortælleskolens 9. sæson starter torsdag 28. februar. Undervisningen foregår herefter i Elverhøj på Møntergården hver torsdag i tidsrummet 16.00-17.30. Der er stadig ledige pladser på forårssæsonens hold.

Kontakt formidler og underviser Mette Kiilerich, hvis I har spørgsmål eller ønsker at tilmelde jeres barn. Fortælleskolen er for alle børn fra 8 år og opefter. Mette kan kontaktes på metvk@odense.dk

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer