Sommerteater i Den Fynske Landsby

Den omrejsende skuespiller turnerer håbefuldt rundt med sin forestilling "Den lille pige med svovlstikkerne" i Den Fynske Landsby. Men gårdmanden er på nakken af ham, og tingene går helt galt for den ivrige skuespiller, og så sendes publikum på slingrekurs gennem Den Fynske Landsby og dens mange gamle huse og gårde. Her møder de en bred vifte af karakterer fra H.C. Andersens eventyr. Sommerforestillingen er skrevet og instrueret af Jesper Dupont, der har hentet inspiration fra de omrejsende Comedia dell'arte teatergrupper, man kender fra gammel tid. Rollerne varetages af skuespillerne Malte Joe Frid-Nielsen, Morten Kjær og Stig Reggelsen Skjold. Der optrædes dagligt (undtagen lørdag) kl. 11.30 og 13.30 i hele juli og august.

Jesper Dupont

Gammel i gårde
Jesper Dupont glæder sig til endnu engang at bruge Landsbyen som kulisse. - Jeg kender efterhånden Den Fynske Landsby som min egen baghave, fortæller Jesper Dupont. - Tilbage i 2005 instruerede jeg min første forestilling "Hvad Fatter Gør", og fra 2007-2015 spillede jeg sammen med min kollega Michael Grønnemose vores forestillinger på Fjeldstedgården: "Klods Hans" samt "Store Claus og den knap så store Claus". Det udviklede sig til en stor succes, hvor titusindvis af publikummer hver sommer bænkede sig på halmballerne på den smukke gårdsplads.

Skrevet til Landsbyen
Den Fynske Landsby er en helt unik kulisse, som gør teateroplevelsen ganske særlig. - De idylliske omgivelser tilføjer en dimension af autencitet og oprigtighed, som ingen kunstig skabt scenografi vil kunne gøre efter. Duftene, roen, lydene, langsomheden - det hele er med til at give sanselighed til forestillingen og fordre fantasien. Forestillingen "H.C. hvem..?" er derfor skrevet specifikt til Landsbyens gårdspladser, huse og omgivelser. Publikum bliver ført rundt på en lille tur gennem det fynske sceneri og møder samtidig en række af H.C. Andersens kendte eventyrfigurer i én skøn sammenblanding, siger Jesper Dupont.

En hyldest til fantasien
- Det har været vigtigt for mig at skabe en forestilling, som er for hele familien. Både børn og voksne. Og samtidig en forestilling som hylder fantasien og legen. Så meget i vores hverdag er skåret ud i pap for os, fordi underholdningen på tv og nettet ikke efterlader noget til vores meddigtningsevne og ofte stjæler vores fantasi. Herude på de toppede brosten kan vi lege, forestille os, hvordan det var at leve dengang i "gamle dage" og lade os overraske og føre med ind i de eventyr, vi troede, vi kendte så godt. Vi glæder os til at vise forestillingen  - og dermed også vise nye og overraskende sider af Den Fynske Landsby og H.C. Andersens eventyr, slutter Jesper Dupont. 

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer