BabyMUS på besøg i Elverhøj

BabyMUS er efterhånden blevet et hyggeligt, fast koncept på Møntergården, som giver babyforældre mulighed for at komme lidt ud og få andre input til hjernen end bleer og bøvs. Mange har glæde af at komme ud sammen med mødregruppen eller bedstevennen, mens andre kommer alene - nogle kommer fra Odense, andre fra Ringe eller resten af Fyn.

På babys præmisser
I 2019 fortsætter vi med endnu en række af de helt særlige formiddagsarrangementer tilrettelagt for babyer og deres forældre, hvor tempoet er roligt, rundvisninger eller byvandringer korte og indslagene letfordøjelige, så der er plads til både amning og pludren.

Et magisk univers
Ved næste BabyMUS-arrangement onsdag den 27. marts kl. 10.30 inviterer vi forældre og babyer med ind i en magisk Elverhøj fuld af spændende sanseindtryk for de små. Elverhøj er Børnekulturhuset Fyrtøjets nye scenografi, og midt i dette smukke, fortryllede univers vil en af børnekulturhusets formidlere fortælle om Fyrtøjets kunstneriske fortolkning af eventyret og lægge op til en snak om formidling til børn og voksne. Og selvom Elverhøj mest er udviklet til de lidt større børn, vil babyerne helt sikkert være godt underholdt imens med det store tagselvbord af farver, stemningsfyldt lys og sjove ting at røre ved.

Meget mere at se
Alle BabyMUS-arrangementer koster 75 kr. Udover rundvisning, kaffe/te og kage giver entreen også adgang til alle museets udstillinger. Tilmelding sker via Møntergårdens Facebook-side under begivenheder.

Rent praktisk
Man skal altid huske en bæresele eller lignende, da barnevogne ikke kan komme rundt i udstillingen. Der er gode parkeringsmuligheder under Odeon tæt ved museet, og barnevognen kan trygt stå i vores foyer.

Flere oplevelser på vej
Resten af året byder på BabyMUS-arrangementer med barnevognsvandringer, historisk foto af baby, rundvisning i den kommende medieudstilling, arkæologisk føleaktivitet og hyggeligt julearrangement. Se mere på hjemmesiden og Facebook.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer