Forårsweekender i Fyrtøjet

I april bryder foråret for alvor igennem. Det er også H.C. Andersens fødselsdagsmåned. Begge dele markerer vi i Fyrtøjet.

En gave til digteren
Børnene skal have lov at give H.C. Andersen en have i gave. Et naturbillede er hængt op inde i Elverhøj. Og alle, der besøger Elverhøj i weekenderne og i påsken, kan lave blomsterhilsner og sætte dem på billedet. Så kan den gamle digter til sidst fra sin himmel se ned på en dejlig have af smukke og vilde forårsblomster.

Mageløse masker
Det er ikke bare naturen, der forandrer sig. Fyrtøjets gæster kan hele foråret også lave deres egne mageløse masker i fantastiske former og farver. De kan komme til workshop i elvernes verden og selv blive forvandlet. Andre weekender er det de indre billeder, der folder sig ud, når gæsterne kan høre eventyret om Elverhøj levende fortalt.

Fortælleworkshop for hele familien
I maj vil der være mulighed for at opleve en smagsprøve på Fyrtøjets fortælleskole, når vi i én weekend holder fortælleworkshop for de børn, der har lyst til at deltage. Workshoppen vil indeholde sjove og trygge opvarmnings- og fortælleøvelser, hvor både børn og forældre er velkomne. Der vil også være mere spændende og udfordrende øvelser uden mor og far for de børn, der gerne vil prøve kræfter med fortælleskolens egentlige form. Børn fra Fyrtøjets nuværende fortælleskole vil deltage i workshoppen og være med til at gøre det til en dejlig oplevelse for alle.

Essensen af det hele
Lege, lytte, forme og forandre. Lade tiden gå i stå og være sammen med dem, du holder af i en helt anden verden. Det er forår i Fyrtøjet!

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer