Internationalt forskerhold skal give ny viden om vikingernes ringborge

Et nyt storstilet projekt skal - uden at sætte en skovl i jorden - give ny viden om fire af vikingetidens fem ringborge: Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense og Borgring ved Køge. Projektet vil med hjælp fra de førende eksperter på området og ved brug af avanceret teknologisk udstyr spændt efter terrængående maskiner gennemlyse jordlagene og dermed hente ny viden frem om borgene, helt uden at forstyrre dem.

Ny teknologi i arkæologiens tjeneste
Eksperterne består af et forskerhold fra Ludwig Boltzmann Instituttet på universitetet i Wien. Ved hjælp af avanceret opmåling af forskellene i jordlaget kan forskerne se arkæologiske strukturer som f.eks. volde, voldgrave samt måske også huse og veje. Forskerholdet har erfaringer fra en række af Europas væsentligste fundsteder, som f.eks. Stonehenge i England og senest ved fundet af en skibsgrav fra vikingetiden i Norge.

Ringborgene vækkes til live
Nu er turen kommet til Danmarks ringborge fra vikingetiden. Harald Blåtand lod borgene opføre omkring år 980, og de har udgjort kæmpemæssige bygningsværker, der med deres jævne fordeling over landet har været væsentlige i samlingen af riget og forsvaret mod ydre fjender. Det er håbet, at analyserne kan vække den skjulte borg ved Nonnebakken til live, og at de endnu ikke udgravede dele af Aggersborg, Borgring og Fyrkat kan kaste ny viden af sig.

Ringborgen Nonnebakkens størrelse i forhold til Odense i dag.

Stærkt samarbejde
Undersøgelserne er resultat af et samarbejde mellem Odense Bys Museer, Nordjyllands Historiske Museum, Vesthimmerlands Museum, Museum Sydøstdanmark, Aarhus Universitet og Ludwig Boltzmann Instituttet for Archaeological Prospection and Virtual Archaeology i Wien.

Klar til handling
Opmålingerne foretages i slutningen af marts, hvor maskiner med det teknologiske udstyr spændt efter sig vil køre over arealerne. Efterfølgende forestår et stort tolkningsarbejde, som foretages af de danske arkæologer og forskerholdet fra Wien i et tæt samarbejde.

Forskerne er ved Borgring den 18/3, Fyrkat den 18.-19/3, Nonnebakken den 20.-21/3. og Aggersborg den 20.-22/3.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer