Vilde vikinger indtog Odenses gader

Foto: Thomas Valkvist

Fredag den 13. - naturligvis - og lørdag den 14. september kunne man i Odenses aften- og natteliv støde på uhyggelige vikinger, barske riddere og skrækindjagende skikkelser fra den nordiske mytologi - alt sammen led i et såkaldt Viking Horror Walk. Eventet var arrangeret af Odense Bys Museer i samarbejde med teatergruppen Dystopia og var led i forsknings- og formidlingsprojektet From Central Space to Urban Place, som er støttet af VELUX FONDEN og handler om fremvæksten af de tidligste byer i vikingetiden. Dystopia har specialiseret sig i at lave brugerinddragende og skræmmende totalteater med afsæt i hstoriske facts. Skræmmeeffekten betyder, at folk i langt højere grad har sanserne aktiveret og således suges mere ind i historien.

Vikinge hotspots i Odense
Med arrangementet var det formålet at sætte fokus på det tidligste Odense og vise, at Odense har en række markante vikingelokaliteter af national og international klasse. Lokaliteterne grupperer sig om en rute fra museet på Møntergården, hvor de originale genstande er udstillet, via det oprindelige øst-vest-vejstrøg Overgade-Vestergade, videre langs den væsentlige vandkorridor Odense Å, forbi ruinen af Skt. Albani Kirke, hvor den sidste vikingekonge Knud den Hellige blev dræbt i 1086, videre forbi Skt. Knuds Kirke, i hvis krypt skelettet af Knud er placeret i fornemme skrin og tekstiler og endelig til vikingeborgen Nonnebakken lige syd for åen.

Fokus på facts
Det var netop denne rute, som var iscenesat i Viking Horror Walk, og til arrangementet blev grupper på op til 20 personer sendt afsted gennem byen og forbi forskellige uhyggelige, historiske scener. Finalen foregik på vikingeborgen Nonnebakken, hvor Giersings Realskole lagde lokaler til. En markant borgfront var her opbygget for at illudere borgen. Turen sluttede i et caféområde, hvor en plancheudstilling og en virtual reality-film om Nonnebakken bragte folk tilbage til de virkelige historiske begivenheder bag forestillingen.

Foto: Betina L. Pedersen

Ny form for historieformidling
Viking Horror Walk var en ny måde at formidle historien på. Folk var begejstrede, og også folk, som normalt ikke er så tiltrukket af traditionelle museale oplevelser, fik en god oplevelse og ny viden om Odenses historie. Arrangementet falder således vældig fint ind i museets ambitioner om at formidle historien på en række forskellige måder og platforme for at nå så mange brugere som muligt. Om vi igen kommer til at opleve vikingegys og -gru i Odenses gader, må tiden vise. Men at museet gerne vil fortsætte med at lave overraskende arrangementer, er der ikke tvivl om. 

Arrangementet blev til med meget stor hjælp fra Giersings Realskole, Vor Frue Kirke og ved indlån af dragter fra Frederikssunds Vikingespil og Østfyns Museer/Nyborg Slot.

 

Tilbage til Nyt fra Odense Bys Museer

 

 

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer