Robotbyen Odense

03. maj 2019

Vi hører om robotter hele tiden. Men vidste du, at Odense kaldes en robotby? Hvordan er den blevet det? Og hvad er det særlige ved de der Odense-robotter? Møntergården sætter spot på historien om byens robotindustri med en lille pop up-udstilling og spændende foredrag.

Odense Bys Museer forsker lige nu i historien om industrien i det 21. århundrede, og undersøger blandt andet hvorfor Odense kaldes en robotby. Som noget ganske særligt kan du nu få et kig ind i forskningsprojektet, når vi med en lille pop up-udstilling viser, hvad museet indtil nu har fundet ud af om byens robothistorie. 

Pop up-udstillingen byder på et par underholdende og lærerige hands on-aktiviteter, hvor børn og legesyge voksne kan prøve nogle af de opgaver, som hører til robotudviklerens arbejde. Samtidig får du mere at vide om, hvad der foregår i byens robotvirksomheder.

 

Temaaften om industrien før og nu

Møntergården byder indenfor til fire små foredrag, hvor man risikerer at blive meget klogere på historien om industrien i det 21. århundrede på rekordtid.

Tirsdag 14. maj kl. 19 - 21.30 

Jeppe Nevers, professor ved Center for Maritim og Erhvervshistorie på SDU, stiller skarpt på forestillingerne om industrien fra det 19. århundrede til i dag. Kristoffer Jensen, seniorforsker ved Danmarks Industrimuseum, fortæller om velstand uden industri og industriens marginale plads på de danske museer. Camilla Schjerning, museumsinspektør ved Odense Bys Museer, taler om emnet: Fra industriby til robotby - industri, erhvervspolitik og byudvikling i Odense 1970-2019. Til slut vil David H. Olsen, museumsinspektør ved Danmarks Industrimuseum, belyse emnet: Fra industriby til kulturby - Horsens og jagten på en ny identitet. Der er kaffe og kage i pausen, og debat efter foredragsrækken, som Møntergården har udviklet i samarbejde med Folkeuniversitetet. Køb billetter på fuodense.dk_KLIK

 

Kundskab & Kaffe med robotter

Kundskab & Kaffe er spændende og lærerige foredrag om museets aktuelle arbejde serveret med en kop formiddagskaffe og brød én gang hver måned. 

Onsdag 15. maj kl. 10.30 - 11.30

Få et overblik over de mange elementer, der indgår i historien bag dannelsen af de odenseanske robotvirksomheder. Historiker og ph.d. Sissel Bjerrum Fossat giver et bud på, hvilken betydning robotterne vil få for produktion og industri i Danmark. Billetprisen er 75 kr., som inkluderer kaffe, kage, oplæg og entré til alle museets udstillinger, der frit kan besøges efterfølgende. Møntergården har udviklet Kundskab & Kaffe i samarbejde med Folkeuniversitetet. Køb billet på fuodense.dk_KLIK


Robotbyen Odense - pop up-udstilling
Udstillingen er åben: 

Maj og Juni: Lørdag og søndag kl. 11-15 (dog ikke  25. og 26. maj). 
Juli: Tirsdag - fredag kl. 11-15. 
 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer