Den Fynske Landsby afventer bedre tider

26. marts 2020

Den Fynske Landsby står nykalket og klar på et spirende grønt forårstæppe, men kommer ikke til at byde indenfor i en levende fynsk fortid 1. april, som det ellers var planlagt. Åbningen er udskudt, så frilandsmuseet tidligst åbner efter påske. Udskydelsen af åbningen er en naturlig konsekvens af den alvorlige situation, som coronavirus/covid-19 medfører i hele landet. Den Fynske Landsby holder indtil videre lukket frem til og med d. 13. april.

Klar til foråret

-Vi beklager selvfølgelig de ulemper, som sæsonudskydelsen giver vores gæster, siger overinspektør Lise Gerda Knudsen. - Jeg ved, at jeg taler på alle mine kollegers vegne, når jeg siger, at vi har glædet os som små forårskåde kalve. Især i år, hvor vi har et par spændende publikumsnyheder - blandt andet en særlig teateroplevelse, "Skæbner", og aftenåbninger til sommer, fortæller Lise Gerda Knudsen.

Livet i Landsbyen fortsætter

Bag havehegn og stendiger finder en række arbejdsopgaver fortsat sted, selvom museet er lukket for publikum. Dyrene får unger, haverne bliver klargjort, og markerne bliver pløjet. Alle medarbejdere efterlever naturligvis regeringens og sundhedsstyrelsens råd og anbefalinger og holder behørig afstand.                                   

DFL Ipad 1 Low

Ude på landet i digital form

Utålmodige gæster har dog mulighed for at følge landsbylivet på nettet. - Imens vi venter på, at Den Fynske Landsby igen kan åbne for gæster, stiller vi skarpt på den fynske historie gennem film, fotos og fortællinger på både Facebook og Instagram. Her har alle mulighed for at følge livet ude på landet midt i byen, slutter overinspektør Lise Gerda Knudsen.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer