Den Fynske Landsby åbner i fuldt forårsflor

25. maj 2020

Onsdag d. 27. maj kl. 10 åbner Den Fynske Landsby i højt forårshumør. Dannebrog stryger til tops, og glade fynske bondemænd og -koner fra Levende Historie står klar ved indgangen til at tage imod årets første gæster. Det bliver en festdag, når det fynske frilandsmuseum langt om længe åbner efter næsten to måneders udsættelse af sæsonåbningen som følge af coronakrisen.

Den skønneste årstid

- Det er ingen hemmelighed, at vi glæder os helt vildt til at kunne byde vores skønne gæster velkommen indenfor i Den Fynske Landsby, siger overinspektør Lise Gerda Knudsen. - Når Landsbyen står på et spirende grønt forårstæppe med nykalkede bygninger og kåde kid ved gårdene, så er det en kæmpe skuffelse og frustration ikke at kunne dele årets bedste tid med sine mange trofaste gæster, lyder det fra overinspektøren.

 

Nu med spritdispenser

Nu kan Den Fynske Landsby endelig åbne og der er sørget for, at alle gæster kan være helt trygge, når de tager på opdagelse i den fynske historie. Der er gået et par dage med at sætte skilte frem, lukke små rum af, hænge spritdispensere op og skabe rammer, der sikrer, at personale og gæster ikke kommer for tæt på hinanden. Det vil ikke være i den helt rette historiske ånd, men afstand og håndhygiejne er naturligvis højt prioriteret.

 

Selv dyrene glæder sig

Heldigvis er foråret stadig i fuldt flor, så man kan sagtens nå at nyde denne helt særlige og smukke årstid i selskab med heste, grise, geder, køer, får, gæs og de sødeste tvillingekalve i Den Fynske Landsby. Børnene kan slå sig løs i naturforhindringsbanen og på den store legeplads, der er fyldt med udskårne bondegårdsdyr i egetræ. De små gæster er vilde med at lege og ride på trædyrene, alt imens de voksne slapper af med den medbragte picnickurv.

Den Fynske Landsby anbefaler alle gæster så vidt muligt at købe billet online og tjekke de seneste vigtige oplysninger om museumsbesøget i en tid med coronavirus/COVID-19.

Find det hele på www.denfynskelandsby.dk

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer