Små skridt Store eventyr!

26. august 2020

Støtte fra Nordea-fonden sikrer ambitiøst projekt for de mindste børn.

Børn er fødte digtere og skaber eventyr overalt omkring dem. Og kun børn kender svaret på, hvad H.C. Andersens eventyr, liv og kunst betyder for lige netop dem. Derfor vil Odense Bys Museer med 6.985.000 kr. i støtte fra Nordea-fonden skabe en særlig formidling til de mindste borgere i det nye H.C. Andersens Hus, der slår dørene op i juni 2021. Formidlingen til de 0-6-årige vil, ligesom museet selv, være fuld af banebrydende, eventyrlige og unikke oplevelser.

 Et stort projekt til ære for de mindste

I 2020 og 2021 giver Odense Bys Museers børn og ungeafdeling de 0-6-årige særlig stor opmærksomhed i udviklingen af det ny H.C. Andersens Hus. Gennem projektet "Små skridt - Store eventyr", som er støttet af Nordea-fonden, skaber museet et H.C. Andersens Hus med plads til også de mindste børns tanker, lege og historier. Uddelingen kommer til at støtte både scenografi, kostumer og udvikling af læringstilbud. Nordea-fonden har altså skabt rum for de 0-6-årige i det ny H.C. Andersens Hus.

"En vigtig del af små børns udvikling foregår gennem leg, fantasi og sanselighed. H.C Andersens eventyrverden er som skabt til at inspirere de små børns kreativitet, og med den ambitiøse formidlingsindsats arbejdes ihærdigt for, at de mindste børn får et magisk møde med vores vigtige kulturarv, når de træder ind i det nye hus," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Børnene blomstrer i H.C. Andersen eventyrunivers

I alle museets kommende læringsforløb skal børnene møde H.C. Andersens liv, værker og tænkning på nye og spændende måder. Samtidig skal børnenes kloge, sjove og skæve fortællinger integreres i forløbene. Projektets udviklingsdel er godt i gang, og de første børnehavegrupper har allerede deltaget som samarbejdspartnere i udvikling af et nyt forløb, som skal foregå i museets store magiske have. Museumsinspektør Mette Vedel Kiilerich har stor glæde af at invitere børnene og deres pædagoger indenfor i udviklingsarbejdet.

Samarbejdet vækker begejstring fra alle sider i partnerskabet. Sofie på 5 år spørger som det sidste, hvornår de skal komme ind og hjælpe museet igen. Hendes mor Nikoline tilføjer, at Sofie har fået meget ud af forløbet, og at Sofie "hver gang har haft nogle pragtfulde dage. Hun vil rigtig gerne derind igen".

"Børnene var meget motiveret, og de glædede sig", fortæller Rikke Baasch, som er pædagog i Stærekassen, hvor Sofie går i børnehave. Hun fortsætter: "I samspillet mellem Mette og børnene blev der udviklet idéer - og sjove tiltag blev ført ud i livet.  Deres sproglige kompetencer samt evne til at fantasere i legen kom, i høj grad, i spil."

 På eventyr i haven

"Det samskabende udviklingsarbejde har fundet sted siden februar, hvor vi sammen med flere børnehavegrupper har arbejdet med temaet 'Verdens bedste H.C. Andersen-museum'", fortæller Mette Vedel Kiilerich. I tråd med H.C. Andersens værker lader vi børnene fordybe sig i gribende historier, samtidig med at de skal reflektere over, hvordan de selv kan bidrage til historierne, og hvordan de kan gøre dem til deres egne. Børnene har på engageret vis lagt alle kræfter i for at hjælpe os med at opfylde vores visioner.

"Når vi nu starter nye samarbejdsforløb op igen, er det for at teste prototypen på undervisningsforløbet 'På eventyr i Haven'. Forløbet tager form med udgangspunkt i museets erfaringer, et samarbejde med en naturvejleder og så selvfølgelig børnenes vigtige inputs og modtagelse af de forskellige aktiviteter. Vi er meget spændte på at se, hvordan det virker, og hvordan børnene tager imod det", lyder det fra museumsinspektøren.

 Et univers med en særlig plads til de mindste

Det nye H.C. Andersens Hus vil have et eventyrligt børneunivers, hvor børnene kan fordybe sig i deres omgivelser og på Andersensk vis skabe deres egne eventyr. Med Nordea-fondens støtte får også de mindste besøgende en helt igennem indlevende oplevelse. Med rekvisitter, kostumer og legeområder tilpasset de små, kan de hoppe trygt ud i udforskende og skabende lege - hele tiden med deres voksne lige ved hånden. "Det er vigtigt for os, at børnene møder H.C. Andersens univers på en måde, der giver mening for dem. Og netop nu får vi mulighed for at skabe rum og oplevelser i det ny H.C. Andersens Hus, som giver de 0-6-årige en plads på museet og muligheden for at skabe deres egne eventyr i Andersens ånd", fortæller overinspektør Mette Stauersbøl Mogensen, der er projektleder på "Små skridt - Store eventyr".

"Men det stopper ikke her", garanterer Mette Stauersbøl Mogensen, og hun fortsætter: "I selve hovedudstillingen vil der være scenografiske greb, der vækker de mindstes nysgerrighed og forundring, når de er med deres voksne på tur i hele museet".

Et stort og imponerende eventyr venter forude for alle med små skridt men i høj grad også for dem med store skridt.

Video

Se video fra første del af projektet, hvor børnehavegrupper arbejder med temaet 'Verdens bedste H.C. Andersen-museum' under ledelse af museumsinspektør Mette Vedel Kiilerich.

https://youtu.be/B4A2L5foC3E

 

Fakta

Det Ny H.C. Andersens Hus - Forventet åbning juni 2021.

Det samlede areal med have og bygninger dækker ca. 9.000 m².

Selve huset har samlet 6.000 m², hvoraf 2/3 ligger under overfladen.

I det samlede byggeri indgår både udstilling, børneunivers, café samt publikumsfaciliteter.

 

Placeringen er bag H.C. Andersens Fødehjem, Hans Jensens Stræde 45, 5000 Odense C.

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer