Error loading MacroEngine script (file: /OBM/HandlerJS.cshtml)
 

Fremtidens historiske videnscentre

Fremtidens historiske videnscentre - en sammensmeltning af arkiv, bibliotek og museum

Notat udarbejdet maj 2000 til Kulturministeriet på baggrund af vision om oprettelse af kulturhistorisk hovedmuseum (historisk center) i Odense præsenteret ved museumsmøde på Fuglsøcentret den 15. marts 2000 og indhentede oplysninger om 'history centers' i USA maj 2000.

I Danmark - og i mange europæiske lande - er der tradition for en opsplitning af de historiske samlinger og det historiske dokumentationsmateriale mellem museer, arkiver og biblioteker. Museerne tager sig af genstandsmaterialet med tilhørende dokumentation, bibliotekerne råder over den historiske og topografiske, trykte litteratur, herunder avissamlinger, og arkiverne opbevarer de originale skriftlige vidnesbyrd, som fremover også vil omfatte digitale materialer. Denne opsplitning i institutionstyper er gældende for de store statslige institutioner som Nationalmuseet, Det Kgl. Bibliotek og Rigsarkivet og har forplantet sig ud i resten af landet. De historiske og topografiske dele af bibliotekerne indgår her i central- og folkebibliotekerne, evt. for større byer i selvstændige lokalhistoriske biblioteksafdelinger. I mindre byer/kommuner findes der eksempler på samdrift mellem lokalhistorisk arkiv og bibliotek eller arkiv og museum.

Grænsedragningen mellem samlingstyperne for de tre institutioner er ikke altid markant. Således har en del museer som led i deres samlinger erhvervet originale manuskripter, fotografisk materiale kan findes hos alle typer og i en nær fremtid vil de digitale medier være af interesse for både museum, arkiv og bibliotek.

Alle tre institutionstyper (for bibliotekerne deres historiske og topografiske samlinger) har bevaring og formidling af kulturarven som mål. Gennem årene har museer, arkiver og biblioteker opbygget egne delmål, arbejdsmåder og traditioner. Dette gælder også med hensyn til at stille samlingerne til rådighed for publikum og at formidle disse. Bibliotekerne har en høj grad af direkte tilgængelighed og servicering med hensyn til fremfinding af materiale. Hele biblioteksidéen og dermed uddannelsen af bibliotekarer bygger herpå. Den traditionelle målgruppe er meget bred, og ikke mindst udgør uddannelsessøgende en stor andel af bibliotekernes brugere af faglitteraturen. Arkivernes formidling bygger især på at tilgængeliggøre deres samlinger ved besøg på læsesale. Her stilles samlingerne til disposition, og der er mulighed for en specialiseret historisk faglig bistand. Tilgængeligheden søges øget gennem udarbejdelse af arkivregistranter og dublering af materialet gennem brug af f.eks. mikrofilm. Museernes primære formidling finder sted via udstillinger, hvor et lille udsnit af samlingerne fremvises og forklares. Den totale mængde af samlinger med tilhørende dokumentationsmateriale er i princippet tilgængelig for alle interesserede, men i realiteten er der alene tale om en meget snæver brugerkreds bestående af studerende og forskere. Årsagen hertil ligger i, at museerne ikke har tradition for at tilgængeliggøre samlingerne, hvorfor det almene publikum ikke er bekendt med mulighederne.

Bibliotekernes historiske og topografiske samlinger (evt. lokalhistoriske afdelinger) har mange brugere, ikke mindst fra uddannelsessystemet. Arkivernes brugerkreds er væsentligt mindre og udgøres enten af studerende og forskere - primært på de statslige arkiver - eller af slægtsforskere og lokalhistorikere, der benytter både de statslige arkiver og ikke mindst stads-, by- og lokalhistoriske arkiver. Antalsmæssigt er brugerkredsen væsentlig under bibliotekers og museers. For museerne kan man nok også i højere grad tale om gæster frem for brugere. Som nævnt er der kun få egentlige brugere af samlingerne, medens langt hovedparten af de besøgende på museerne kommer for at se udstillinger, herunder ikke mindst særudstillingerne. Især de mere seværdighedsprægede museer skabt over en bestemt historisk begivenhed eller om en historisk berømt person har stor tiltrækningskraft.

De tre institutionstyper har således hver deres fordele og ulemper. Inspireret af egne erfaringer fra forskningsophold på historiske institutioner i USA i de sidste par år kombineret med troen på, at i fremtiden vil overblikket over og tilgængeligheden til vores historiske arv stå øverst på dagsordenen, er formuleret et mål for skabelsen af et historisk center i Odense gennem sammensmeltning af museer, stadsarkiv og lokalhistorisk bibliotek. Målsætningen for dette center kan fint hentes i udpluk fra kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens tale ved Statens Museumsnævns årsmøde den 22. maj 2000: "....skal være et sted, hvor fortiden bindes sammen med fremtiden og relateres til nutiden......skal være et sted, som perspektiverer det lokale i forhold til det globale. Et sted hvor også børn og unge søger hen - ikke kun for at blive underholdt, men fordi det gør dem klogere på sig selv og den verden, de er en del af....... skal kort sagt være lokale og nationale videnscentre... Et sted, hvor alle borgere føler det naturligt at komme - for at søge viden om deres sted og deres egn."

Museer, biblioteker og arkiver har hver værdier og væsentlige styrker i indhold, arbejdsformer, traditioner og interne kulturer, som i en sammensmeltet form vil kunne udnyttes bedre, og hvor en synergieffekt vil kunne opnås. Den historiske interesse kan fanges af den spektakulære særudstilling, en yderligere viden hentes i de historiske bøger og en fordybelse er mulig i arkiv og samlinger. Hvis disse elementer er i umiddelbar forlængelse af hinanden og hvis der satses på åbenhed og umiddelbar tilgængelighed, så vil det være muligt at åbne en historisk verden og et historisk perspektiv for langt flere både unge og ældre. Interessen må gerne fænges omkring éns egen historie eller i det dagsaktuelle for herigennem at skærpe nysgerrigheden for den større sammenhæng både i tid og rum.

Forståelsen for 'hvor kommer vi fra?, hvem er vi ? hvem vil vi blive?' - er i stigende grad i skarp konkurrence med en medie- og serviceindustri, som kæmper om folks fritid gennem salg af mere eller mindre fiktive oplevelser. I den kamp skal de historiske institutioner samle kræfterne og udnytte deres bedste evner i fællesskab. Fremtidens mål vil være en umiddelbar tilgængelighed til viden - og høj kvalitet i den måde, som viden formidles på, uanset om det er i konkret fysisk form eller i cyperspace. Muligheden for at vise og fortælle om omfang og karakter af den enorme historiske viden, som vore historiske institutioner ligger inde med, er forudsætningen for en almen og omfattende brug. I USA har man denne tradition og gennem de sidste år er interessen blevet styrket i kølvandet på den udbredte brug af internet og fortrinlige websites som f.eks. USGenWeb (kilde: ABC News 2. maj 2000).


Inspiration fra USA

Mange elementer i USA's tidlige samfundsopbygning er inspireret af europæiske forhold. Det gælder også for de store nationale kulturarvsinstitutioner. The Smithsonian Institute med striben af nationalmuseer om natur-, kultur- og kunsthistorie tager vare på genstandsmaterialet. Hovedparten af disse museer er lokaliseret i Washington D.C. National Archives rummer USA's enorme føderale arkiver, kortsamlinger m.m. Hovedsædet er ligeledes beliggende i Washington D.C., men omfatter herudover en række regionale centre fordelt ud over landet. Library of Congress, verdens største bibliotek, er et enormt forskningsbibliotek placeret tæt på Parlamentet og kan bedst sammenlignes med Det Kgl. Bibliotek, dog uden at fungere som universitetsbibliotek.

USA's 50 stater har en høj grad af suverænitet med hensyn til offentlig styring. Og dette gælder også for organisering af museer, arkiver og biblioteker. En række stater har på et meget tidligt tidspunkt etableret historiske forvaltninger - 'State Historical Societies' - som er mere eller mindre direkte placeret under stats-regeringen. Gennem de seneste år har jeg i forbindelse med dels et udstillingsprojekt dels et forskningsprojekt om danske immigranter i USA været bruger af de historiske institutioner primært i Wisconsin, Iowa, Nebraska og Minnesota. På disse institutioner er arkiv-, biblioteks- og museumsfunktionerne samlet. Det giver fine muligheder for at kombinere de forskellige kilder. Og da de historiske centre er meget publikumsrettede og med tilgængelighed som højeste prioritet, er det en meget stor fornøjelse at være bruger. De opbyggede systemer og det meget servicemindede personale er til stor hjælp for historikeren i sit arbejde med at finde kilder, fotos, genstande og litteratur.

Som eksempler på denne type historiske centre skal jeg kort redegøre for to steder, nemlig State Historical Society of Wisconsin og Minnesota State Historical Society. Samtidig skal det understreges, at der mellem de enkelte staters historiske institutioner er en række forskelle i styre og organisation.

State Historical Society of Wisconsin er oprettet som en statslig institution i 1846, to år før Wisconsin indlemmedes som stat i føderationen. Institutionens hovedbygning ligger midt i hovedstaden Madison. Heri ligger det historiske videnscenter og samme sted har den samlede organisation sit hovedsæde. Udover det historiske center omfatter institutionen 9 seværdighedsprægede museer, bl.a. frilandsmuseet 'Old World Wisconsin' og netværk til 17 Area Research Centers. Det historiske center indeholder alle arkiver, et enormt historisk og topografisk bibliotek, lyd- og billedsamling, genstandssamling, historisk, arkitekturhistorisk og arkæologisk dokumentationsmateriale m.m. I det historiske center er der en række veludstyrede læsesale, hvorfra der er adgang til en række specialsamlinger, og hvor der er betydelig mulighed for hjælp via specialiserede 'reference desks' foruden selvbetjente computere, mikrofilmlæsere, kortregistre med meget mere. Den gamle bygning med dens enorme samlinger er et utroligt spændende sted at færdes. Stedet anvendes da også meget intensivt af alle aldersgrupper og med åbningstider fra tidlig morgen til sen aften - alle ugens dage. Et væsentligt træk er den markante udlægning af registre, søgeveje og vejledninger på integrerede edb-systemer og internet. Undertegnede har således kunnet foretage planlægningen af arkivstudier hjemme fra inden besøg på det historiske center.

Fra State Historical Society of Wisconsin's hovedsæde i Madison er skabt kontakt til 17 universiteter eller universitetsfilialer rundt i Wisconsin, hvor der er oprettet 'Area Research Centers'. Disse er opbygget som mindre videnscentre, der står i direkte kontakt med hovedsædet, og hvor lokalt materiale er deponeret. Registre og edb-systemer er de samme som i Madison, således at systemet fungerer som et samlet netværk. Der er etableret en intern budtjeneste, der sikrer, at historisk dokumentationsmateriale og originale kilder kan bringes til ethvert 'Area Research Center'.

Ovennævnte oplysninger samt en række yderligere informationer om organisering, budgetter, plansystemer m.m. er indhentet ved et møde den 4. maj 2000 med Executive Director George L. Vogt og State Historian Michael Stevens. Se i øvrigt State Historical Society of Wisconsins website: www.shsw.edu.

Minnesota State Historical Society er en selvejende institution, som primært finansieres af staten Minnesota. I 1992 indviedes et meget imponerende historisk center i Minneapolis/St. Paul. Dette center er et markant udtryk for de muligheder, der ligger i at kombinere museum, arkiv og bibliotek. Der er i centret en række permanente udstillinger og særudstillinger, hvoraf flere er rettet ikke mindst mod børn og unge, der er film- og foredragslokaler, der kører et utal af undervisningstilbud, der er righoldige læsesale, biblioteker og selvfølgelig museumsbutikker, restaurant og cafeteria. Også Minnesota State Historical Society driver udover det historiske center som tillige er organisationens hovedsæde et stort antal historiske lokaliteter og seværdighedsprægede museer, i tal 23. Blandt disse er f.eks. en original 'fur trade station', et stort industrivandmølle-anlæg og et velbevaret fort (Fort Snelling). Som i Wisconsin varetager History Center arkæologiske og historiske undersøgelser i landskabet og forestår de kulturbevarende opgaver, f.eks. rådgivning og udbetaling af økonomisk støtte til bygningsbevaring og indstilling til 'National Register', der optager bygninger til fredning. Talmæssigt har nogle af de seværdighedsprægede museer flere besøgende end History Center, hvor det årlige besøgstal ligger på ca. 400.000 gæster. Til gengæld er ca. 40.000 heraf egentlige brugere af de historiske samlinger i centret, dvs. personer, som fordyber sig yderligere i samlingerne, arkivalierne og bøgerne. Minnesota State Historical Society er også meget langt fremme med brug af IT. Eksempelvis har man her i stor udstrækning lagt billeder af genstandsmaterialet på nettet, og man satser på en større brug heraf ved at muliggøre tredimensional visning af genstandene. Dette vil samtidig betyde, at den direkte flytning af genstande fra magasinerne kan reduceres. Også her er der tale om et sammenhængende og integreret edbsystem, hvor der er lagt stor vægt på brugervenlighed og enkelthed.

Under et møde med Deputy Director Ian Stewart den 8. maj 2000 redegjorde denne for de mange fordele, man havde ved at kombinere de forskellige faggrene og ved at have tingene samlet, f.eks. er der under hele History Center placeret underjordiske magasiner og arkiver, som bevaringsmæssigt tilses af en samlet konserveringsafdeling. Man udnytter også tværfagligheden i væsentligt omfang, ikke mindst i forbindelse med IT-tilgængeliggørelse af samlinger, arkiver og bogsamling. Mere detaljerede oplysninger om organisation, aktuel udvikling m.m. er til rådighed hos undertegnede. Endvidere henvises til Minnesota State Historical Society's website: www.mnhs.org.

Aktuelle planer i Norge
Også i Norge arbejdes der med planer om at skabe fremtidige dokumentationscentre baseret på et tættere samarbejde og samordning af arkiver, biblioteker og museer. En meget omfattende beskrivelse heraf er fremlagt i Stortingsmeldingen nr. 22 1999-2000, udsendt i slutningen af december 1999. Fra kulturminister Åslaug M. Hagas pressemeddelelse kan citeres følgende:

"Selv om arkiverne, bibliotekerne og museerne forvalter ulike materiale, så er det flere fellesnevnere mellom dem. De er alle tre kulturarvssektorer og historiefortellere som arbeider i et spenningsfelt mellom bevaring og formidling. Alle tre sektorene representerer fellesgoder som skal komme alle til del..... Målet med stortingsmeldingen er å gi de tre sektorene rammevilkår som gjør det mulig å nyttegjøre seg det samarbeids- og samordningspotensialet som foreligger.....Tilgjengelighet er et viktig stikkord i forvaltning av fellesgoder. Økt tilgjengelighet vinnes ikke bare gjennom geografisk nærhet. Det blir vi stadig mer klar over etterhvert som informasjonsteknologien åpner nye muligheter for kommunikasjon."

Under et byseminarium afholdt af Norge 2000 i Trondheim den 29.-30. marts 2000 med deltagelse af de største byer i Norge debatteredes bl.a. Stortingsmeldingen og undertegnede var inviteret til at holde et indlæg om Odense Bys Museers nye organisering og om visionerne for fremtiden.

Yderligere om den norske stortingsmelding kan findes på www.odin.dep.no/repub/99-00/ stmld/22/.

Kulturhistorisk hovedmuseum (historisk center) i Odense
I 1997 ændredes Odense Bys Museers organisation. Fra en opdeling med 6 næsten selvstændige museer med i alt 8 udstillingssteder omlagdes strukturen således, at der i dag er tale om en samlet museumsorganisation, opdelt i tre tværgående afdelinger: Publikum & kommunikation, Viden & formidling og Samlinger & teknik. På det organisatoriske plan er Odense Bys Museer således rustet til at tage næste skridt, som omfatter dels etablering af et hovedsæde i form af et samlet kulturhistorisk museum (historisk center) dels drift af en række mere seværdighedsprægede museer/udstillingssteder som eksempelvis H. C. Andersens Hus, frilandsmuseet Den Fynske Landsby og Fyns Kunstmuseum. Samtidig er det målet at søge at samle alle de historiske funktioner i samme bygningskompleks omfattende foruden museumssamlingerne tillige stadsarkivet og lokalhistorisk biblioteksafdeling.

Med nutidens interesse for at se og forstå sammenhænge og fremtidens krav om yderligere tilgængelighed vil det være oplagt at satse på en samling. Skabelsen af et fremtidigt kulturhistoriske hovedmuseum (historisk center) i Odense med byens og øens historie, herunder de berømte fynboer, vil kunne give enestående muligheder. Som passende hjemsted for det historiske center peges på Odense Slot. Her vil der i historiske rammer kunne rummes udstillinger, alle de historiske samlinger og ikke mindst et serviceminded historisk videnscenter med et utal af muligheder for brugerne. Der vil kunne opbygges en enorm samling omfattende alle de arkæologiske, historiske og personhistoriske kilder foruden en ganske betydelig bogsamling, eksempelvis omfatter Odense Bys Museers håndbibliotek ikke mindre end 36.000 bind. Slottet vil være en oplagt ramme for en sådan historisk institution - og tillige gøre dette imponerende bygningskompleks i Odenses centrum tilgængeligt for publikum. Dets placering tæt ved Landsarkivet, Odense Centralbibliotek, Fyns Kunstmuseum og Odense Teater vil yderligere styrke et sådant kulturhistorisk hovedmuseums rolle - og vil samlet gøre området omkring Kongens Have til et enestående kulturinstitutionsområde uden sidestykke i Danmark.

Det historiske center vil kunne formidle og udstille den samlede historie med brug af hele det historiske materiale. Centret vil kunne gøres langt mere brugerrettet og serviceminded gennem betjeningsenheder, der både omfatter direkte adgang til samlingerne og udlægning af søgeveje og dele af samlingerne på digitale medier og internettet. På en række punkter vil ekspertisen såvel på de faghistoriske områder som på konservering, sikkerhed, udstillingsopbygning, edb m.m. kunne udnyttes langt mere rationelt end i dag. Ligeledes er det planen at samle de tre museumsafdelinger på slottet og derved øge effektiviteten også i forhold til de mere seværdighedsprægede museer/udstillingssteder efter samme model som de amerikanske 'State Historical Societies'.

Det er håbet, at visionen kan realiseres i de kommende år og således, at det kulturhistoriske hovedmuseum (det historiske center) er fuldt etableret senest i 2010, som er 150-året for grundlæggelsen af Odense Museum - med de første lokaler på - Odense Slot.


28. maj 2000 af Torben Grøngård Jeppesen

 

 

Error loading MacroEngine script (file: /OBM/RightContent.cshtml)
 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer