En boplads fra yngre stenalder i Seden

I forbindelse med den omfattende byggemodning i Seden, nordøst for Odense, har arkæologerne fra Odense Bys Museer undersøgt større og mindre arealer, som byggeriet er skredet frem. Dette har i stor stil bidraget til vores viden om den forhistoriske bosættelse i netop denne del af Odense området og har frembragt særdeles spændende bopladser og fund.

Gravningerne i 2006 og 2007 var ingen undtagelse og i løbet af de to sæsoner undersøgtes et areal på omkring 130.000 kvadratmeter, der ligger ned mod den nuværende Svendsagervej. Forundersøgelserne viste en relativ tæt bebyggelse fra romersk jernalder (ca. 0-400 e.Kr.) i form af langhuse, økonomibygninger, hegn og et større antal brønde og gruber. Ved den efterfølgende muldafrømning i forbindelse med undersøgelsen af de jernalderlige bebyggelsesspor fremkom noget særdeles uventet i form af en lille bosættelse fra den yngre stenalder, nærmere bestemt den mellemste del af tragtbægerkulturen (ca. 3400-3100 f.Kr.). Nedenstående gennemgås de foreløbige resultater af undersøgelsen af den lille bosættelse fra yngre stenalder, mens resultaterne fra bebyggelsen tilhørende den ældre jernalder kan læses andetsteds. Gravningens arkivnummer er OBM3790, Ågård Nord.

Fig.1. Oversigt over udgravningsaktiviteten i Seden Syd.

Kunstner: Figur: Michael Lundø Jakobsen.

Forhistorie
Fund fra ældre og yngre stenalder er en meget underrepræsenteret fundgruppe i det arkæologiske materiale, og det er kun sjældent, at museerne ved den indledende, arkæologiske undersøgelse, der omfatter de nord-syd-orienterede søgegrøfter, støder på jordfaste anlæg fra stenalderen. I en oversigt over lokaliteter fra stenalderen på Fyn undersøgt i 2005 (andetsteds på hjemmesiden) var der kun fundet jordfaste anlæg på fire lokaliteter ud af museets mange undersøgelser det år, og som med nærværende gravning, fremkom anlæggene også i forbindelse med større fladeafdækninger ved jernaldergravninger. Dette er et udtryk for, hvor svært det er at erkende de oftest meget lyse stolpehuller og gruber fra stenalderen, da de organiske stoffer tit er udvaskede. Derudover er det også et udtryk for, hvor svært disse anlæg og konstruktioner er at erkende på en jernalderplads, der i forvejen udgøres af et sandt virvar af stolpehuller og affaldsgruber med mere. Problemet understreges yderligere af, at ud af de omfattende undersøgelser i Seden Syd (fig. 1), er OBM8685 og OBM3790 de eneste lokaliteter med erkendte anlæg og/eller konstruktioner fra den yngre stenalder.

Fig. 2. Højkantskort over Seden området.

Kunstner: Figur: Michael Lundø Jakobsen.

Landskabet
Udgravningsområdet ligger placeret på Seden-hedesletten kun 2-3 km fra den sydlige kystlinie af Odense Fjord. Området udgøres af et fladt plateau, der domineres af en nordvest-sydøst-orienteret bakkekam, hvor undergrunden består af moræneler, og den omkringliggende hedeslette overvejende består af ekstramarginale aflejringer af sand og grus (fig. 2). Længere mod sydøst stiger terrænet jævnt op mod en større moræneknold, der med sine 13-14 meter over Dansk Normal Nul, ses som en markant forhøjning i landskabet. Længere mod syd og vest falder terrænet ned mod et åløb, der afvandes i Odense Fjord. Netop denne placering på det lave, sandede og veldrænede plateau på grænsen mellem det marine forland og det mere kuperede bakkelandskab er en foretrukken placering for stenalderens bopladser, og har gjort det muligt at udnytte flere biotoper i forbindelse med subsistensøkonomien (Jensen 2001, 281).

Stenalderens huse
I modsætning til husene fra yngre bronzealder og jernalder, der er treskibede (det vil sige konstrueret med to rækker af tagbærende stolper ned gennem husets længderetning), er husene fra yngre stenalder og ældre bronzealder overvejende toskibede; d.v.s de kun har en enkelt række af centrale, tagbærende stolper. Dette illustrerer igen, hvor vanskeligt det kan være at udskille netop den ene række af tagbærende stolper på en plads, hvor der i forvejen findes et større eller mindre antal af de treskibede huse. Hustypen er dog ikke ukendt på Fyn, og af opsummeringen fra 2005 (jf. ovenstående) kunne det ses, at der i 2004 blev undersøgt et muligt neolitisk hus i Villestofte (OBM3941) og i 2005 flere neolitiske huse ved Espe (OBM8949).
     Konstruktionen på OBM3790 bestod af mindst fire tagbærende stolper og er nordøst-sydvest-orienteret. Konstruktionen ligger i et område, hvor resterne af de middelalderlige eller efterreformatoriske agersystemer har forstyrret anlæggene, og det kan derfor ikke afvises, at der kan være fjernet tagbærende stolper. Målt på de tagbærende stolper er husets længde 6,50 m, og stolperne står med en indbyrdes afstand på mellem 1,60 til 2,80 m. Selve vægkonstruktionen var ikke bevaret, så heller ikke her kunne husets oprindelige længde eller bredde anslås. De manglende vægstolper kan betyde, at vægkonstruktionen ikke har været særlig kraftigt funderet, eller at den har stået på syld.
     Der blev udtaget jordprøver fra samtlige de tagbærende stolper, da der her kan være god mulighed for at finde forkullet materiale, blandt andet til en senere C-14 datering. Forsøgsvist blev der taget fosfatprøver i et 10x10 m stort område omkring huset. Alt organisk materiale indeholder fosfat, der langsomt nedbrydes. Da mennesker og dyr producerer mere fosfat end planter, vil fosfatkoncentrationerne være højere på bopladser, hvor mennesker og dyr har opholdt sig. Dette kan være med til at afsløre aktiviteter i og omkring bopladsens huse. Fosfatprøverne gav desværre ikke noget endegyldigt resultat.

Fig. 3. Oversigtsbillede af det neolitiske hus.

Kunstner: Figur: Michael Lundø Jakobsen.

I forbindelse med huset blev der registreret flere større og mindre kogestensgruber, der kan være helt eller delvist samtidige. Kogestensgruberne tolkes som jordovne, som oldtidens mennesker har brugt til tilberedning af mad, og de kendes da også fra stort set alle perioder af forhistorien (Henriksen 1999). På figur 3 ses det neolitiske hus med de tilhørende gruber, og her ses det både, hvordan gruberne respekterer det neolitiske hus samt den lille fugtige lavning syd for huset. Dette er næppe en tilfældighed og underbygger formodningen om hel eller delvis samtidighed mellem huset, gruberne og den lille lavning. Funktionen af gruberne markeret med gult er usikker, men der kan være tale om materialetagningsgruber. Vest for huset blev der undersøgt fire gruber med et større eller mindre indhold af flintredskaber og keramik. Genstandene dateres til den mellemste del af tragtbægerkulturen. På den baggrund er det muligt at udskille et område syd for huset til blandt andet madlavning og et mere afsidesliggende område til finthugning. Tolkningen er blot én af flere mulige og skal dermed tages med de fornødne forbehold, da der endnu ikke foreligger C-14 dateringer af gruber eller huset.

Løsfund og gruber fra yngre stenalder
Aktiviteten fra yngre stenalder på lokaliteten lod sig i første omgang afsløre ved forskellige løsfund. Ved undersøgelsen i 2006 blev der opsamlet et øksefragment, enkelte skrabere samt en brækket flække. I 2007-kampagnen fremkom ligeledes et øksefragment og to løsfundne skrabere. Denne form for løsfundne genstande er en ganske almindelig fundgruppe i forbindelse med de arkæologiske undersøgelser, og tidligere gravninger i Seden området har givet spredte flintgenstande, der trods alt vidner om stenalderfolkenes tilstedeværelse, om end de ikke har efterladt sig jordfaste spor i undergrunden som ved OBM3790 og OBM8685. På OBM8685 blev der udgravet to offergruber fra yngre stenalder (jvf. andetsteds på hjemmesiden). Ved rekognoscering i forbindelse med udgravningen af det rige jernalderkompleks ved Seden Syd (OBM9882) blev der opsamlet en fragmenteret tyndnakket flintøkse fra tidligneolitikum, en miniatureøkse og et mejselfragment fra enkeltgravskultur samt en fladehugget pil fra senneolitikum eller ældre bronzealder. Ved OBM8688, der ligger sydøst for Seden Syd komplekset, blev der ligeledes opsamlet flintgenstande i form af en tyndnakket økse fra tragtbæger- eller enkeltgravskultur, en fladehugget pilespids fra den yngste del af stenalderen eller begyndelsen af bronzealderen samt enkelte skrabere.

Fig.4. Grube AYX i fladen.
Fotograf: Michael Lundø Jakobsen.

Hvad der derimod kom som lidt af en overraskelse ved undersøgelsen i 2007, var erkendelsen af de neolitiske gruber: AYX, BAX, BOB og BNH (se fig.4). I det mindste AYX og BAX kan opfattes som sluttede fund, da de ikke er forstyrret af yngre anlæg. BOB og BNH kan være delvist forstyrrede af anlæg fra yngre tider.

Grube AYX.
I fladen fremstod anlægget spidsovalt og målte 110x320 cm med længderetningen orienteret nordøst-sydvest. Fylden bestod af lysgråt sand, hvilket igen understregede den neolitiske karakter. I profil havde anlægget et lettere irregulært tværsnit med en skrå sydlige, og en afrundet nordlig sid. Bunden er ujævn og dybest mod nord; 50 cm. Ved udgravning af den vestlige halvdel fremkom flere redskaber, og der synes at være en klar tendens til, at redskaberne koncentrerede sig til den dybeste del af anlægget. Alt flinten blev hjemtaget til museet. Ved en nærmere gennemgang af flinten kunne der udskilles flere redskaber og forarbejder til redskaber samt en mængde afslag, flintknuder og spåner, der er det endelige restprodukt efter redskabsfremstillingen. Redskaberne fordeler sig på: 24 skrabere, tre flækker, 11 mikroflækker, en flækkekniv, fragmenter af to slebne økser og et slibestensfragment. Derforuden 169 afslag samt 119 irregulære knolde og stykker.

Fig.5. Flint og redskaber i fladen.
Fotograf: Michael Lundø Jakobsen.

Ud af de ca. 300 større og mindre skår af keramik kunne der udskilles tre randskår og 81 ornamenterede skår i et gult til rødgult gods. Keramikken har et ganske groft udseende med en tydelig kvartsmagring. I bare denne ene grube fremkom der omkring 5 kg flint og 1,6 kg keramik.

Grube BAX.
Gruben mindede meget om AYX i formen og fremstod dermed også oval. Anlægget målte 70x200 cm og var orienteret nordvest-sydøst. Fyldet i gruben var også her relativt lyst. I profil har anlægget en skrå sydvestlig og en mere afrundet nordøstlig side med en rund bund. Størstedelen af oldsagerne fremkom i de nederste 14 cm af anlægget. Anlægget havde en samlet dybde på 26 cm. Fundsammensætningen var næsten identisk med den i grube AYX. Der var dog "kun" tale om 3 kg flint og ca. 300 gram keramik. Ud af de ca. 40 stykker keramik var kun seks stykker ornamenteret. I BAX kunne der udskilles 24 skrabere, tre skraberforarbejder, tre knive, tre flækker, et stykke med tværretouche, et stykke med tandretouchering og en stikkel. Derforuden også 69 afslag samt 70 stykker flint i større og mindre stykker.

Fig.6. Skrabere fra gruberne.
Fotograf: Jørgen Nielsen.

Grube BOB.
I fladen fremstod gruben nærmest oval og målte 100x193 cm med længderetningen orienteret nord-syd. Anlægget havde skrå sider og en nærmest flad bund samt en dybde på 28 cm. Som i de andre gruber var fylden meget lys. Gruben indeholdt kun to meget små stykker keramik, der ud fra sin magring og udseende tydeligt har neolitisk træk. Flintmængden var med sine 473 gram også stærkt begrænset i forhold til gruberne AXY og BAX. De to eneste redskaber, der kunne udskilles i gruben, var to grove skiveskrabere. Den resterende flint udgjordes af fem afslag og flere mindre, irregulære spåner og stykker.

Grube BNH.
Denne grube var den sidst erkendte af de neolitiske gruber, og først efter rengøringen af flinten kunne der udskilles et enkelt redskab i form af et kerneredskab. Anlægget målte 92x170 cm og var orienteret nord-syd. I fladen var anlægget delvist forstyrret af en tagbærende stolpe til et treskibet hus fra ældre jernalder. I profil har anlægget en lodret vestlig side og en skrånende bund med en dybde på 19 cm. Flintmængden var ganske begrænset i forhold til de resterende gruber og vejede kun 288 gram. Ud over kerneredskabet udgøres oldsagerne af fem afslag og fem irregulære stykker.

Fig. 7. Øksefragmenter fra grube AYX.
Fotograf: Jørgen Nielsen.

Oldsagerne
Den største mængde oldsager stammer fra de to førstnævnte gruber AYX og BAX.
Indholdet og fundsammensætningen i AYX og BAX er så homogen og keramikken så ens, at disse to opfattes som samtidige - man kunne næsten forledes til at tro, at havde flintmængden været den samme, ville fordelingen af genstande også have været stort set den samme.
     Det mest almindelige redskab i de to gruber er uden tvivl skiveskraberen. I hver af gruberne AYX og BAX kunne der udskilles 24 skiveskrabere og flere mulige skraberforarbejder. Skraberne er generelt lavet på nærmest cirkulære afslag af mere eller mindre regulær karakter. Enkelte er lavet på almindelig naturflint, og på størstedelen af skraberne ses bevaret cortex, hvilket viser, at skraberne tit er lavet på de første afslag fra en flintknold. I to tilfælde var skraberen lavet på den ene ende af en b-flække, og en af skraberne synes at være lavet på et fragment af en flækkeblok.  B-flækkerne er de mere asymmetriske flækker, hvorimod a-flækkerne har helt parallelle sidekanter.
     I grube AYX udskiltes mindre stykker fra to forskellige, slebne økser. Enkelte af stykkerne kunne sættes sammen og de formodes at stamme fra opskærpning af flintøkserne. Det største stykke, ægafslaget, måler 4x6,1 cm og er tydeligt slebet på den ene side. Til trods for de relativt små stykker kunne økserne bestemmes som værende fuldslebne, hvilket vil sige, at de er slebet på alle fire sider (fig. 7). Hvorvidt økserne er fremstillet på stedet er usikkert, men at økser er blevet slebet på stedet, vidner slibestensfragmentet fra AYX om.

Fig. 8. Kerneredskab eller forarbejde til kerneredskab.
Fotograf: Jørgen Nielsen.

Foruden skraberne og øksefragmenterne kunne der også udskilles fire knive. Knivene fremstår som en meget homogen gruppe med en lodret skærende æg, mens ryggen oftest har et buet forløb. Den største af knivene måler 3,7x7,4 cm. Der ses ingen eller kun en svag retouchering af ryggen. De resterende redskaber i gruberne AYX og BAX består af et mindre stykke med tandet retouchering, et stykke med tværretouchering og en stikkel.
     Flækketeknikken i materialet er relativ grov, og flækkerne - både almindelige og mikroflækkerne - domineres af mere irregulære flækker, mens pæne og regulære flækker kun forekommer i et fåtal. Dette forklarer muligvis også fraværet af de gode flækkeblokke, der ses i andre afsnit af stenalderen. Flinten der ikke kunne udskilles som redskaber domineres af grove, skivelignende afslag med tydelig slagbule, og den resterende flint kan ikke karakteriseres nærmere end flintaffald.
     I gruberne BOB og BNH var oldsagsindholdet væsentlig lavere og i BOB kunne der kun udskilles to redskaber i form af to skiveskrabere. I BNH udskiltes kun et enkelt redskab i form af et kerneredskab (fig. 8). Der kan være tale om forarbejde til en mejsel eller et spidsvåben. Stykket er lancetformet med en længde på 13,4 cm, og der ses en tydelig behugning fra begge sider. I den ene ende af stykket ses et mindre fladt parti, der kan opfattes som en slagflade. I profil har stykket et lettere trapezoidt snit, hvor det er tykkest. Flinten er meget mat og indeholder flere urenheder.

Fig. 9. Ornamenteret randskår fra grube AYX.
Fotograf: Jørgen Nielsen.

Som med flinten var keramikken i gruberne AYX og BAX også næstes identisk. Stykkerne var relativt små og fremstod i et gult til gulbrunt gods med en tykkelse på 10 mm og en ganske grov magring af knust kvarts. I skårprofilerne ses tydeligt karrets opbygning i den såkaldte skrålamelteknik (N-teknik). Stykkerne var for små til en egentlig typebestemmelse, men der antages at være tale om tragtbægre af type C (Becker 1955, 150 ff.) eller åbne skåle. På baggrund af randskårene synes der at kunne udskilles mindst to kar i AYX og antagelig det samme for BAX. Ud fra randskårene bør der være tale om kar med en relativ stor mundingsdiameter, hvilket er typisk for de neolitiske tragtbægre eller skåle.
I AYX kunne der udskilles en mængde ornamenterede skår, mens der kun udskiltes enkelte i BAX. Ornamentikken består af en lodret afstribning med 3 mm brede streger sat med en varierende afstand. Imellem de ornamenterede skår kunne også udskilles et enkelt randkskår, der var ornamenteret med skråtstillede pindstik. (se fig. 9). Et enkelt stykke har en påsat pynteliste ligeledes med lodret afstribning.

Funktion og datering
Da kartyperne i gruberne er usikker, skal dateringen af gruberne tages med forbehold, til der foreligger endelige naturvidenskabelige dateringer. På baggrund af de svære skiveskrabere og ornamentikken generelt bør gruberne AYX og BAX dateres til den sene del af tidligeneolitikum eller den tidlige del af mellemneolitikum. Gruberne BOB og BNH kan ikke dateres nærmere end yngre stenalder, men ud fra deres tætte tilknytning til AYX og BAX kan de også antages at være helt eller delvist samtidig med disse og det mulige toskibede hus.
     Indholdet i gruberne AYX og BAX tolkes som værende affald fra fremstillingen af redskaber som skrabere og flækker eller knive. Der fremkom enkelte slebne stykker fra økser, men ved en regulær øksefremstilling, ville man forvente en større mængde af flint, end der fremkom i de to gruber (mundtlig meddelelse ph.d. Torben Sarauw Ålborg Historiske Museum). Hvorvidt redskaberne er blevet fremstillet nede i selve gruberne, eller om affaldet er sekundært deponeret, er usikkert, men den største koncentration af flint syntes at komme fra den centrale del af gruberne. Da indholdet i gruberne AYX og BAX er næsten identisk bør funktionen af disse to gruber, eller det de repræsenterer, være den samme.
     I den forbindelse er det høje antal af skrabere interessant, og en anden tolkning af grubernes funktion kunne være et led i den neolitiske offertradition. Fra lokaliteten Abildhøj på Sjælland er der gravet en offergrube fra samme periode, hvor der foruden mere almindeligt bopladsmateriale også var 19 skiveskrabere (Andersen & Sørensen 2005). På den kendte Saruplokalitet på Sydfyn er der også undersøgt flere gruber, der kan tilskrives en kultisk karakter, men her synes der at være tale om ofringer af hele eller dele af lerkar samt økser og andet udvalgt materiale (Andersen 2000, 30). Her er det værd at nævne, at til trods for at der ikke fremkom hele økser i gruberne, kan øksefragmenterne og slibestensfragmentet ses som symboler på de genstande, de stammer fra - såkaldte pars pro toto ofringer.
Hvilken tolkning man hælder mest til, er nok et definitionsspørgsmål, og den ene tolkning udelukker givetvis ikke den anden.

Litteratur
Andersen, N. H. 2000: Kult og ritualer i den ældre bondestenalder. Kuml 2000, s. 13-58.

Andersen, A. R. & Sørensen, L. 2005: Abildhøj. Et mellemneolitisk og yngre romertids bopladsområde med udsigt over Præstø fjord. Kulturhistoriske studier. Sydsjællands Museum 2004, s. 19-40.

Becker, C.J.1955: Stenalderbebyggelsen ved Store Valby i Vestsjælland. Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1954, s. 127-190.

Jensen, Jørgen 2004: Danmarks Oldtid. Stenalder. Gyldendal 2004.    

Andersen, N. H. 2000: Kult og ritualer i den ældre bondestenalder. Kuml 2000, s. 13-58.

 Andersen, A. R. & Sørensen, L. 2005: Abildhøj. Et mellemneolitisk og yngre romertids bopladsområde med udsigt over Præstø fjord. Kulturhistoriske studier. Sydsjællands Museum 2004, s. 19-40.

Becker, C.J.1955: Stenalderbebyggelsen ved Store Valby i Vestsjælland. Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1954, s. 127-190.

Jensen, Jørgen 2004: Danmarks Oldtid. Stenalder. Gyldendal 2004.

Error loading MacroEngine script (file: /OBM/RightContent.cshtml)
 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer