Ny viden om bronzealderbebyggelsen på Fyn

Foreløbig beretning fra et par af sommerens store udgravninger i Tietgen Byen, Odense Sydøst.

I løbet af sommeren har arkæologer fra Odense Bys Museer udgravet et større areal med bebyggelsesspor fra bronzealder i Tietgen Byen, Odense Sydøst (OBM8431, OBM8440). Bopladser med bevarede huskonstruktioner fra bronzealder er lidt af en sjældenhed på Fyn, hvilket har gjort undersøgelsen af området ekstra interessant for museets arkæologer.

Bebyggelsen strækker sig over et 33.000 kvadratmeter stort areal og omfatter både langhuskonstruktioner, mindre økonomibygninger, hegnsforløb og et stort antal affalds- og kogestensgruber. Bebyggelsens udstrækning tyder på, at området har været hjem for bronzealderfamilier gennem generationer.
Bebyggelsen ligger på en del af en større morænebakke, der mod nord og nordøst har været afgrænset af lavereliggende fugtige eng- og mosearealer velegnede til græsning for kvæg.

Størrelsen og konstruktionen af bebyggelsens langhuse tyder på en datering til overgangen mellem ældre og yngre bronzealder (ca. 1300-900 f. Kr.), men den endelige datering må afvente en nærmere analyse af keramikmaterialet og  evt. c-14 dateringer af udvalgte huskonstruktioner.

På arealet er udgravet flere imponerende store langhusbygninger. To af dem har været otte meter brede og 25 meter lange med rundede gavle og rette langsider (Fig.1). Der er tale om treskibede langhuse, hvor taget har været båret af to rækker af kraftige stolper, og væggen har bestået af spinklere stolper rejst i en væggrøft med risfletning eller liggende planker imellem.

Fig. 1.

Husene er orienteret øst - vest, således at man hele dagen har haft glæde af solens varme på husets ene langside. Der har været indgang både i syd- og nordsiden af huset, og formodentlig har den østlige halvdel af huset fungeret som stald.

Også flere mindre og spinkle treskibede huse er udgravet på arealet. Måske udgør de udhusbygninger til de store langhuse, eller måske er der tale om huse fra tidlig førromersk jernalder. Det må den endelige analyse af det fundne keramikmateriale afgøre.

Fig. 2.

I tilknytning til flere af de store beboelseshuse er der udgravet mindre udhus- eller økonomibygninger af en helt speciel type. De er nærmest kvadratiske og består af i alt ni tagbærende stolper i tre rækker og et tydeligt forløb af vægstolper på to eller tre sider (Fig. 2). Lignende bygninger - de såkaldte nistolpeanlæg, kendes fra jernalderens bopladser på Fyn. Fra bronzealderlokaliteten Hemmed Kirke på Djursland (Boas 1993:119ff.) kendes en bygning, der er næsten identisk med dem, der nu dukker op i Tietgen Byen. Funktionen af disse bygninger er ukendt. Derfor har vi i Tietgen Byen taget fosfatprøver af jorden i og omkring den ene af disse bygninger. Forhåbentlig vil resultatet af disse prøver kunne belyse, om der er tale om små staldbygninger, overdækkede indhegninger til malkning, slagtning, klipning af får eller lignende. Under alle omstændigheder kan bygningerne være med til at øge vores viden om
de forskellige hus- eller udhustyper i bronzealderen og dermed give os bedre forudsætninger for at tolke og forstå opbygningen af periodens bopladser.

I en grube på bopladsområdet er fundet fragmenter af en digel til bronzestøbning, og i en anden grube er fundet en stor klump af god jernholdig myremalm. Den må være transporteret hjem til bopladsen fra et nærliggende moseområde med det formål at eksperimentere med jernudvinding. At der foregik så specialiserede håndværk i tilknytning til bebyggelsen tyder på, at den havde en central funktion i lokalområdet. 

I landskabet både mod syd, vest og øst har gravhøje været synlige fra bopladsområdet. Ca. 300 m. sydøst for undersøgelsesområdet har Odense Bys Museer i 2006 udgravet et fladmarksgravfelt med i alt 42 brandgrave fra den sidste del af bronzealderen (yngre bronzealder periode VI, ca. 700-500 f. Kr.)   (Runge 2008:162ff.). Her kan meget vel være tale om en gravplads benyttet af bebyggelsens beboere. 

Der er således mange spændende muligheder for at bruge sommerens bopladsudgravninger i Tietgen Byen til at øge vores viden om bopladsliv og begravelse i bronzealderen på Fyn.


Litteratur:
Boas, N. A. 1993: Late Neolithic and Bronze Age Settlement at Hemmed Church and Hemmed Plantation, East Jutland. Journal of Danish Archaeology 10, 1991, s. 119 - 135.
Runge, M. T. 2008: Ørnens besejrer - nye aspekter af bronzealderens forestillingsverden. Fynske Minder 2008, s. 161 - 175.

 

 
 

Administration

Odense Bys Museer
Overgade 48
5000 Odense C
Tlf +45 6551 4601
museum@odense.dk
CVR: 39156040
EAN: 5790002433825

Nyhedsbrev

Bliv opdateret med nyheder og tilbud
Tilmeld
/OdenseBysMuseer